Pølsebrød
Hjemmebagte pølsebrød er ikke særlig svære at lave selv, og tager heller ikke vildt lang tid. Men det smager bare, så meget bedre en dem man køber. Lige pludselig bliver en hotdog, eller pølse med brød, bare meget mere lækker. Med nogle gode pølser og godt tilbehør, så er det luksus mad.
Disse pølsebrød er luftige, bløde og lidt tykke. Hvis man ønsker lidt tyndere pølsebrød, så kan man lave dem længere, eller dele dejen i et par stykker mere. Men vi er selv vilde med, at der er lidt mere brød, end dem man køber. For så kan vi få lidt mere fyld i hotdogen, eller en lidt tykkere pølse i.
Ingredienser:
5 dl. Mælk
50 g. Gær
50 g. Smør
20 g. Sukker
10 g. Salt
700 g. Mel
Mælk til pensling
Fremgangsmåde:
14 stk
Lun mælken, så den er ca. 37 grader, lillefinger varm. Hæld den lune mælk i en skål, og opløs gæren i det.
Når gæren er opløst røres, salt, sukker og smørret der er skåret i tern i.
Melet blandes i og dejen ældes i 10 min. på mellem hastighed, på en køkkenmaskine, eller i hånden.
Stil dejen til hævning, i en skål med et klæde over, ved stuetemperatur i 30 min.
Slå dejen ned på et let meldrysset bord.
Del dejen i 14 lige store stykker. Form dem til boller, og tril dem så til aflange pølser, på ca. 14 cm.
Fordel dem på en bageplade, der skal være 1-1½ cm. mellem dem, på den lange led, så de vokser sammen ved hævning. (se billeder i bunden)
Lad dem efterhæve i 30 min. med et klæde over.
Tænd ovnen på 200 grader.
Pensel pølsebrødene med lidt mælk.
Bag pølsebrødene i 15 min. til de er gyldne.
Spis dem lune og helt nybagte, eller lun dem kort når de skal spises.
Info
De egner sig til nedfrysning.