Mazarin moussekage
Denne Mazarin moussekage smager mums. Da jeg spurgte min datter, hvad jeg skulle kalde den var hendes svar, mums kage. Marcipan og chokolade er begge et stort hit her hjemme, så nok derfor de er ret vilde med denne kage. Den kan godt spises uden frisk frugt eller bær, men jeg syntes det lige løfter kagen lidt, når man får noget frisk til den.
Jeg har skrevet der er til 10-12 stykker, men det kommer jo an på hvem der spiser den, og hvornår den skal spises. Min søn på 18 år, kan nemt spise en kvart kage, det kan jeg dog ikke.
Den kage er rigtig lækker til dessert, et kagebord eller bare når man vil forkæle sig, selv eller andre. Den kan laves dagen før den skal bruges, og så bare pyntes når den skal spises. Den kan også fryses ned, så skal den bare tø op i køleskabet.
Ingredienser:
Mazarinbund
100 g. Smør ved stue temperatur
100 g. Sukker
100 g. Marcipan
2 stk. Æg
40 g. Mel
½ tsk. Bagepulver
Mælkechokolade mousse
3 stk. Husblas
25 g. Sukker
2 stk. Past. Æggeblommer
200 g. Mælkechokolade
4 dl. Piskefløde
Pynt
Frisk frugt og bær
Jeg har pyntet med blåbær, kiwibær og granatæble
Fremgangsmåde:
10-12 stykker
Mazarinbund
Tænd ovnen på 175 grader.
Riv marcipanen groft på et rivejern, og kom det i en skål med sukker og smør. Rør det sammen til en blød ensartet masse.
Kom æggene i marcipan massen og rør det godt sammen til det er ensartet.
Kom mel og bagepulver i dejen og rør det sammen.
Kom bagepapir i bunden af en springform på ca. 23 cm i diameter, og smør siderne med lidt smør eller brug en bage spray.
Kom mazarindejen i formen og fordel det jævnt.
Bag mazarinkagen i midten af ovnen i ca 20 min.
Når mazarinkagen er færdig bagt tages den ud af ovnen.
Når mazarinkagen har kølet lidt af fjernes springformen, lad kagen køle helt af inden der kommes mælkechokolademousse på.
Mælkechokolade mousse
Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min.
Pisk æggeblommer og sukker til en lys og luftig æggesnaps.
Pisk fløden til en let flødeskum, og stil den til side.
Hak mælkechokolade groft, og smelt den over vandbad.
Kom den smeltet mælkechokolade i æggesnapsen, og pisk det sammen til en ensartet masse.
Vrid vandet fra husblassen, og smelt det over vandbad med 1 spsk. af piskefløden.
Kom nu den smeltet husblas i æggesnapsen, rør det sammen til det er ensartet.
Vend flødeskum og chokolade æggesnapsen sammen, så det bliver ensartet.
Kom den afkølet mazarinbunden på et fad.
Kom en kagering foret med kageplast rundt om mazarinbunden, sørg for den sidder helt tæt til bunden, så mælkechokolademoussen ikke løber ned langs siden.
Fordel mælkechokolademoussen oven på mazarinkagen, så det er helt jævnt.
Stil mazarin moussekagen i køleskabet, så mælkechokolademoussen kan sætte sig. Lad den stå til næste dag eller gerne 8 timer.
Pynt
Skær den ønsket frugt, så det er klar til mazarin moussekagen skal pyntes.
Fjern kageringen og kageplast fra mazarin moussekagen. Det kan være en god ide, at køre en kniv langs kageplasten og kagen for at få en pæn kant.
Pynt kagen med frisk frugt og bær.
En kommentar
Pingback: